Ferie

5 ugers ferie
Månedslønnede musikskolelærere er omfattet af den kommunale aftale om ferie dvs. du har ret til 5 ugers ferie samt den 6. ferieuge med sædvanlig løn om året. Timelønnede musikskolelærere afvikler ikke ferie med løn, men får i stedet udbetalt feriepenge.

Ferien optjenes i kalenderåret fra januar til december - og afvikles året efter i ferieåret, som går fra maj-maj.

For musikskolelærere er der som udgangspunkt tale om kollektiv ferie i forhold til de 5 uger dvs., at alle holder ferie samtidig, når skolen er lukket. Ferien skal fastsættes efter en drøftelse i samarbejdsudvalget eller medarbejderindflydelsesudvalget (SU/MED). Nogle musikskoler aftaler ferien som 5 uger i løbet af sommeren, andre steder 3 eller 4 uger i sommerferien og resten i efterårsferien og/eller vinterferien.

6. ferieuge
I forhold til den 6. ferieuge gælder særlige regler, idet den opdeles i to dele i form af henholdsvis 3 dage og 2 dage:

3 dage
Ferietimer svarende til 3 dage følger ferieaftalen, hvorefter musikskolelæreren på et hvilket som helst tidspunkt i ferieåret kan tage stilling til, hvorvidt musikskolelæreren ønsker at afvikle, overføre eller få udbetalt et beløb for de pågældende dage. Musikskoleledelsen er forpligtet til at imødekomme musikskolelærerens ønske, medmindre arbejdets udførelse hindrer dette. Medarbejderen forudsættes at give meddelelse om afholdelse af 6. ferieuge til musikskoleledelsen så tidligt som muligt. Spørgsmålet om hvornår arbejdets udførelse vil hindre lægning af en feriedag afgøres konkret i hvert enkelt tilfælde. I tilfælde af uenighed følger det af almindelige arbejdsretlige grundsætninger, at arbejdsgiveren har førstefortolkningsretten.

2 dage
Ferietimer svarende til 2 dage følger ligeledes ferieaftalen; dog således at musikskoleledelsen på en af ledelsen fastsat dato eller alternativt senest 1. maj har krav på fra den enkelte musikskolelærer at få meddelt, om musikskolelæreren ønsker de to dage afviklet, overført eller udbetalt.

En ønsket afvikling i det forestående ferieår medfører da, at musikskolelærerens årsnorm nedsættes med 5 timer pr. feriedag, således at aflysning af undervisningslektioner/alternativt vikardækning undgås.

Deltidsbeskæftigede
For deltidsbeskæftigede fastsættes de optjente ferietimer for både 5 ugers ferie og den 6. ferieuge som en forholdsmæssig del af antal optjente ferietimer for en fuldtidsbeskæftiget.

Feriegodtgørelse
Udover 5 ugers ferie og den 6. ferieuge har månedslønnede musikskolelærere ret til særlig feriegodtgørelse på 1,95 %.

Aktuelt



Ledige stillinger. Overenskomster, løntabel, relevante aftaler.

Søger du job?

Modus kan nu læses på nettet, tegn abonnement. Annoncer og kontakt.




på rekruttering og fastholdelse af musikskoleelever